ALLAN ANDERSEN

Vækst og arbejde – alle muligheder for jobs og virksomheder

Tårnby har et stærkt udgangspunkt: vores ledighed er lav – også i sammenligning med vores naboer - og vi har flere arbejdspladser i kommunen end vi har arbejdstagere. Takket være lufthavnen, Øresundsbroen og placeringen ved hovedstaden er Tårnby adgang til verden omkring Danmark. Det er en kæmpe styrkeposition, som vi også i fremtiden skal udnytte maksimalt. Vi skal både udvikle eksisterende erhverv og tiltrække nye. Vi skal give gode vilkår for etablering af nye digitale, videnstunge og grønne arbejdspladser.    

Udvidelse af eksisterende virksomheder og etablering af nye virksomheder forudsætter, at der er plads. Derfor er vi midt i at etablere et nyt grønt erhvervsområde, Kirstinehøj III, med respekt for og beskyttelse af det eksisterende kultur- og landsbymiljø. Området vil drive væksten i mange år fremad.

Socialdemokratiet ønsker at fortsætte dialogen med virksomhederne i forskellige erhverv. Vi skal sammen med erhvervslivet skabe muligheder for uddannelse: flere ufaglærte til faglærte, opkvalificering, voksenuddannelse, voksenlærlinge, flere unge i erhvervsuddannelse, lære- og praktikpladser.    

Vi ønsker en kommune, hvor et godt og åbent samarbejde mellem virksomheder og kommunen bygger på et fælles grundlag om ordnede forhold. Derfor ønsker vi at fastholde kommunens arbejdsklausuler med krav om ordnede arbejdsforhold og kædeansvar, herunder krav om lærepladser for de virksomheder, der arbejder for kommunen.

Alle kan blive ramt af ledighed – og sker det, skal kommunen stå klar til at hjælpe den enkelte hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.    

Socialdemokratiet ønsker vi møder borgerne med tillid og respekt. De tilbud kommunen giver, skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og have et klart fokus på beskæftigelse og opkvalificering.  

Borgerne skal ikke blot aktiveres som billig eller meningsløs arbejdskraft.    

Vi skal også forebygge ledighed endnu bedre. Vi vil sikre en tidlig indsats, hvor man allerede fra folkeskoleårene har fokus på de unge, der måske er i risiko for at ende i den såkaldte potentialegruppe.    

Også på sygedagpengeområdet, skal vi forebygge bedre. Vi ved, at en meget stor del af sygedagpengemodtagerne slås med psykiske problemer udløst af stress. Her er tidlig hjælp vigtig - både for den enkelte borger og for kommune.

Endelig vil vi holde et skarpt øje med virksomheder, hvis medarbejdere ofte bliver sygedagpenge-modtagere. Vi ønsker at stille kommunens kompetencer til rådighed for den enkelte virksomhed, så vi sammen kan forebygge problemerne.

Sådan vil vi styrke den positive udvikling: 

Fremme etableringen af flere socialøkonomiske virksomheder og virksomheder, der bidrager til den grønne omstilling i Tårnby Kommune.

Fortsat sikre, at virksomheder oplever en hurtig og koordineret indsats ved kontakt med kommunen, samt støtte ved gentagne sygdomsforløb blandt medarbejdere.

Sikre en beskæftigelsesindsats, hvor tillid og respekt er nøgleord.     

Styrke partnerskaber mellem Tårnby Kommune og erhvervslivet, uddannelsessteder, organisationer for erhvervsfremme og investeringsfremme m.fl.     

Skabe flere praktikpladser og lærepladser gennem aktiv virksomhedsservice.

Styrke den tidlige indsats for sygemeldte, så usikkerheden mindskes og der sker hurtig afklaring og hurtig tilbagevenden til job, med særlige tiltag målrettet de mange, der må lade sig sygemelde med stress.

Bistå virksomhederne med at styrke deres sociale ansvar, så borgere med udfordringer kan fortsætte i beskæftigelse.     

Sikre gode muligheder for opkvalificering for lønmodtagere i Tårnby, så vores borgere matcher arbejdsmarkedets behov.     

Forebygge ungdomsarbejdsløshed igennem en tidlig indsats, der allerede begynder i folkeskolen..